Googles chatbot Gemini har fået en opgradering af de helt store. Med den nye videomotor Veo 2 integreret direkte i tjenesten, kan brugere over hele verden – også herhjemme – nu generere livagtige videoer blot ved at beskrive dem med ord.
Forestil dig en flamingo, der strækker hals ved kanten af et spejlblankt hav, eller to vikinger, der skåler i mjød i Nyhavn. Med få klik og en simpel tekstbeskrivelse kan du nu få Gemini til at genskabe scener som disse i små videoer med imponerende detaljerigdom.
– Veo 2 er et markant skridt fremad i forhold til videogenerering. Nu får Gemini-brugerne et værktøj lige ved hånden, hvor de nemt kan skabe detaljerede og realistiske, små scener, visuelle koncepter eller kuriøse videofortællinger til for eksempel en præsentation, siger Jesper Vangkilde, kommunikationschef i Google Danmark.
Sådan virker det
Det nye værktøj er tilgængeligt for brugere med et Gemini Advanced-abonnement. Inde i Gemini-appen – på både desktop og mobil – finder man modellen i en drop down-menu øverst til venstre. Herfra er det blot at beskrive, hvad man gerne vil se, og efter kort ventetid genereres en otte sekunder lang video i 720p-opløsning. Formatet er klassisk bredformat (16:9), og videoen leveres som en MP4-fil, klar til download og deling.
Alle videoerne bliver automatisk forsynet med det digitale vandmærke SynthID, som tydeligt viser, at indholdet er AI-genereret. Det er en del af Googles forsøg på at gøre det lettere at skelne mellem ægte og syntetisk indhold i en tid, hvor det bliver stadigt sværere at se forskel.
AI-videoer til alle?
Googles nye videoværktøj føjer sig til rækken af teknologier, der gør det muligt for almindelige brugere at arbejde med avanceret indhold på få sekunder. Hvor det før krævede kamera, location og redigering, kan man nu skabe hele små film blot med en god idé og lidt tekst.
Det åbner både for kreative eksperimenter og nye muligheder i undervisning, markedsføring og medieproduktion. Men det stiller også krav til gennemsigtighed og ansvarlig brug – noget Google forsøger at adressere med blandt andet det indbyggede vandmærke og klare retningslinjer for anvendelse.
Med Veo 2 har Gemini taget et stort skridt fra tekst og billede til levende billeder. Og det bliver næppe sidste gang, vi ser AI flytte grænserne for, hvad der er muligt med et par klik. Læs mere om Veo 2 på denne blog.