Kender du det? Der sidder en sang fast i hovedet, men du kan ikke komme på, hvad det er for en? Nu er der snart hjælp at hente. Google introducerer nemlig sin Hum to Search-funktion, der gør det muligt at nynne sangen til Google, der så kvitterer med et bud på sangens titel.
Funktionen er bare en af de mange forbedringer, der blev præsenteret på gårsdagens Search On-event – og de er alle centreret omkring kunstig intelligens og maskinlæring.
Hum to Search skulle blive tilgængelig allerede i dag via Google app’en på både iOS og Android-enheder, fortæller Google i et blogindlæg. Dog kun på iOS, hvis du har den indstillet til engelsk sprog. På Android, derimod, er funktionen allerede tilgængelig på dansk – og den virker ret overbevisende; den ramte rigtigt i tre tilfælde ud af tre, da jeg prøvede den af.
Funktionen aktiveres ved først at trykke på mikrofonen og derefter den nye ‘Søg efter en sang’-knap, der dukker op. Google har lavet denne GIF, der viser arbejdsgangen:
Retter dårlig stavning
En anden forbedring, som kunstig intelligens fremover vil hjælpe med, er stavning af søgninger. Google får simpelthen nemmere ved at afkode, hvad du vil søge efter, selv om søgefrasen ikke er stavet rigtigt.
Ifølge Google er en ud ti søgninger i dag behæftet med stavefejl, der sætter søgemaskinen på ekstra arbejde. Den nye algoritme er, ifølge Google, den største forbedring, der er sket for stavekontrol i de seneste fem år.
En tredje spændende nyhed er, at Google nu kan finde passager på websider i stedet for at levere hele websider. Den kan altså “plukke” afsnit fra sider og vise dem direkte i søgningen, så du ikke behøver at gå ind på en hjemmeside og lede den igennem efter de informationer, du søgte. Det er specielt interessant i forhold til fora, hvor man søger hjælp til specifikke opgaver.
Sidst fortalte Google også, at de fremover vil benytte kunstig intelligens til at pløje Youtube-videoer igennem. Både billerne og lyden undersøges, så brugerne kan finde bestemte ord og emner, der ikke er en del af videoens titel eller nøgleord.