Det har mildt sagt været en turbulent tid på Twitter, siden Elon Musk overtog det sociale medie.
Der har været massefyringer. Konstante ændringer til verified-processen, der lader offentlige personer vise at de er “den rigtige” og seneste bombe, blev bekræftet i går. Alle tredjeparts-apps er blevet blokeret. Fremover tillader Twitter kun besøg fra deres egen app eller via en browser.
Det har vakt en del harme og undren på de sociale medier. Både fra brugere og udviklere af apps, der gav adgang til tjenesten. Mange har udtrykt utilfredshed med beslutningen, der lukker populære apps som Twitterific, Flamingo og Tweetbot.
Og som det er blevet vanen fra Elon Musks ledelse af det sociale medie, så kom udelukkelsen fra en klar himmel for knap en uge siden. Der var ingen officielle udmeldinger at finde.
Først i går kom der en melding fra Twitter. Det skete via en opdatering til firmaets udviklerregler, der nu oplyser at det ikke er tilladt at, “use or access the Licensed Materials to create or attempt to create a substitute or similar service or product to the Twitter Applications”. Altså en reel udelukkelse af apps fra tredjepartsudviklere.
Måske er historien her lidt af et deja-vu. Det er nemlig ikke første gang at Twitter har lukket for andre apps, end sin egen. Det skete sidst tilbage i 2015, men da kom de hurtigt på andre tanker. Meget har dog ændret sig på ledelsesgangene siden da.