Anki Cosmo er en af de allersjoveste og mest intelligente robotter vi nogensinde har set, og selv om den måske kun har begrænset “levetid” er det stadig imponerende, hvad den lille robot kan levere af underholdning. Og nu kommer dens storebror, kaldet Vector.
Endnu mere intelligent
Anki Vector har masser af nye features I forhold til Cosmo. Eksempelvis er den ret selvstændig og behøver ikke være koblet på mobiltelefonen for at fungere. Når den først er koblet på wifi kommer den til live, og begynder at udforske sine omgivelser. Og i stedet for, at man skal taste sit navn ind i appen kan man bare sige det til Vector – så summer den lidt over det, koncentrerer sig hårdt, og siger så dit navn. Derefter er den klar til at sige velkommen hjem til dig når du træder ind ad døren.
This is the droid you’re looking for
Vector er faktisk måske det tætteste du kommer på at være den lykkelige ejer af en droid som dem der futter rundt imellem benene på skuespillerne i Star Wars. Og selv om alt naturligvis er udregnet af algoritmer og styret af sensorer, så virker den lille robot på en eller anden måde levende – det gjorde dens lillebror Cosmo i hvert fald, da vi havde den her på redaktionen sidste år.
En dyr fornøjelse
Vector kan købes fra 20. oktober og koster 250$, hvilket er ca. det samme som Cosmo. Der er endnu ingen dato på en eventuel dansk udgivelse, men det er ganske sikkert, at den kommer på disse breddegrader også.