For husejere er det ingen sag at få nem adgang til at sætte strøm til elbilen, for ladestanderen kan sættes op i egen indkørsel. Men det er straks mere bøvlet for elbilejere, der bor i lejlighed i en etageejendom. Der er nemlig mangel på ladestandere i byerne, og derfor rift om ladepladserne. Det er en forhindring for at få lokket flere bilister fra fossile biler over i de mere miljøvenlige el- og plugin hybridbiler, mener Merkur Andelskasse.
Merkur og ladeoperatøren Spirii har derfor indgået et samarbejde om opstilling af ladestandere i områder med mange etageejendomme med start i løbet af de kommende måneder. Strømmen i ladestanderne kommer fra danske vindmøller, de vil kunne bruges frit af alle, uden krav om medlemskab, og til en lav pris. loves det.
– Der er for langt mellem ladestanderne i byerne og derfor vil vi gerne opstille ladestandere med grøn strøm til en lav pris, så vi kan hjælpe udviklingen i den rigtige retning, siger administrerende direktør i Merkur Andelskasse Charlotte Skovgaard.
Her bliver de første Merkur-ladestandere opstillet i hovedstadsområdet (klik for større). 3 kroner pr kWh Prisen på at lade på Merkurs standere kommer til at ligge på cirka 3 kroner pr. kWh i år. For kunder i Merkur bliver det billigere – ned til 2,25 kroner pr. kWh, loves det.
– Som det er nu, skal man i byerne typisk binde sig til en særlig abonnementsordning for at få sin strøm til en lav pris. Er man så uheldig at skulle lade op på en lader, man ikke har abonnement til, kan det blive dyrt at få strøm på bilen. Vi vil gerne gøre det praktisk muligt for endnu flere at have en bil, der kører på el. Derfor gør vi vores ladere tilgængelige for alle, uden abonnement og til lave priser, fortæller Jesper Kromann, direktør i den erhvervsdrivende Merkur Klimafond, der ejer og står for finansieringen af ladestanderne.
De nye ladestandere vil blive opstillet i løbet af foråret. I første omgang er standere til 117 biler godkendt på 20 steder i København og på Frederiksberg, og planen er snarest muligt også at udvide til Aarhus og Aalborg.
Merkur Andelskasse har tidligere gjort sig bemærket ved totalt at afvise billån til nye benzin- og dieselbiler og gjort det favorabelt at låne til en elbil.