Meta har meddelt, at de indfører et nyt Instagram- og Facebook-abonnement for brugere i EU. Ved at betale et månedligt beløb, slipper man for at se reklamer på tværs af de to tjenester. Abonnementet indføres for at kunne leve op til nye, strammere lovkrav fra EU omkring udveksling af data.
“For at overholde de nye europæiske regler, introducerer vi en ny abonnementsmulighed i EU, EØS og Schweiz. I november vil vi tilbyde folk, der bruger Facebook eller Instagram og bor i disse regioner, valget mellem at fortsætte med at bruge disse personlige tjenester gratis med annoncer eller abonnere for at stoppe med at se annoncer. Mens folk abonnerer, vil deres oplysninger ikke blive brugt til annoncer,” skriver Meta i en meddelelse.
Prisen for at undgå reklamer bliver 9,99 euro om måneden (75 kroner). Hvis du altså opretter abonnementet på en webside. Opretter du det derimod via iPhone eller Android vil prisen stige til 12,99 euro om måneden (97 kroner). Sansynligvis for at kompensere for de procenter, der skal afleveres til Apple og Google for at benytte deres app-butikker.
Tegner man et Facebook-abonnement, vil det automatisk også gælde på Instagram, hvis de to konti er knyttet sammen i Metas Kontocenter. Fra den 1. marts 2024 vil der dog blive opkrævet et ekstra gebyr på 6 eller 8 euro pr. måned for hver ekstra konto, der er angivet i kontocenter.
Tror stadig på annoncer
“Vi tror på et annonceunderstøttet internet, som giver folk adgang til personlige produkter og tjenester uanset deres økonomiske status. Og ligesom andre virksomheder vil vi fortsætte med at slå til lyd for et annonceunderstøttet internet, selv med vores nye abonnementstilbud i EU, EØS og Schweiz. Men vi respekterer ånden og formålet med disse udviklende europæiske regler og er forpligtet til at overholde dem,” skriver Meta. De fortsætter:
“Uanset om folk vælger at bruge vores produkter gratis med annoncer eller abonnerer for at stoppe med at se annoncer, er vi forpligtet til at holde folks oplysninger private og sikre i henhold til vores egne politikker såvel som EU’s generelle databeskyttelsesforordning (GDPR)”.