Få elbiler har fået mere interesse blandt iNPUT-læserne, og nu er der snart mulighed for at møde den helt tæt på. Volvo Car Denmark har nemlig skaffet et eksemplar af Volvo EX30 til Danmark, direkte fra hovedkvarteret i Göteborg. Og den sendes rundt på en Danmarksturne.
Ved en stribe events i september kan interessede møde den nye elbil helt tæt på. Både online men også fysisk i Aarhus og København.
Første event er et online liveshow, som bliver sendt på Facebook og YouTube d. 12. september fra kl. 19.00. Her bliver TV- og podcast-vært Thomas Skov Gaardsvig den ene af to værter, som skal fremvise Volvo EX30 for danskerne. Han bliver flankeret af Rikke Aagaard Petersen, som til daglig er Head of Marketing & Communications hos Volvo Car Danmark.
Med i liveshowet er også en stribe eksperter fra Danmark og Volvos hovedkvarter i Göteborg. Dem har seerne mulighed for at stille spørgsmål til inden og imens liveshowet kører.
“Det betyder meget at opleve en bil i virkeligheden. Så når liveshowet er slut kommer vores EX30 på en Danmarksturne til både Aarhus og København, hvor alle interesserede kan få lov til at kigge nærmere på den,” fortæller Rikke Aagaard Petersen.
Den lille X30 bliver Volvos hidtil billigste bil, med en startpris på bare 274.000 kroner og en rækkevidde på op til 480 WLTP-kilometer. Topvarianten får en 0-100 km/t-tid på 3,6 sek., hvilket faktisk gør det til den hurtigste Volvo nogensinde.