Den har solgt i hobetal, men Tesla er stadig på jagt efter endnu flere Model Y ejere. Derfor tilbyder de i øjebliket et års gratis opladning på deres Supercharger-netværk, hvis du køber eller privatleaser en Tesla Model Y og får den leveret inden 2024 bliver til 2025.
“Forestil dig, at du bare kunne køre til Paris, når du har lyst til en croissant. Forestil dig nu, hvis du kunne gøre det gratis,” skriver Tesla i et opslag på X.
Ifølge Vejdirektoratet kører danske bilister i gennemsnit omkring 16.000 kilometer om året. Med et forbrug på 15,5 kWh per 100 kilometer, skal der alså fyldes knapt 2.500 kWh på batteriet om året. Generelt ligger priserne på Supercharger-netværket på mellem 2,00 kroner og 3,60 kroner per kWh. Der kan altså i gennemsnit spares mellem 5.000 og 7.200 kroner.
Der er ikke nogen øvre grænse for, hvor meget der må lades, så jo mere man kører, jo mere er der altså at spare.
Samtidig er det muligt at købe en Model Y via finansiering til til 0 procent i rente i de første tre år. Igen hvis man anskaffer sig bilen inden årsskiftet. Tesla forsøger altså virkelig at gøre det attraktivt, at blive Model Y-ejer.
Model Y er igen i år den mest populære bil i Danmark. I årets første ti måneder er der blevet indregistreret knapt 7.800 eksemplarer. Det er dog væsentlig færre end sidste år, hvor der i samme periode blev indregistreret hele 13.300 eksemplarer.
En ting at tænke på er selvfølgelig, at rygterne er begyndt at svirre voldsomt omkring en opgraderet Model Y-variant, den såkaldte Model Y Juniper. Men ingen ved med sikkerhed, hvornår den eventuelt vil blive lanceret.