OnePlus forkæler ofte deres brugere, således også dem, der har investeret sparepengene i de seneste topmodeller, OnePlus 8 og 8 Pro. Lørdag meddelte kineserne nemlig, at de begynder at rulle Android 11 ud til disse to modeller, sammen med den seneste udgave af OnePlus’ egen brugerflade OxygenOS 11. Dermed er OnePlus først med Android 11.
Onsdag lanceres desuden den nye OnePlus 8T, der har både Android 11 og OxygenOS 11 installeret direkte fra fabrikken. Vi har allerede leget med den nye telefon i nogle dage og er klar med en anmeldelse på dagen, så hold øje med denne side – eller giv vores Facebook-side et Like, hvis du vil have nyhederne direkte i dit feed.
Android 11 indeholder en række interessante opdateringer, hvoraf mange er centreret omkring chats og beskeder. Blandt andet får styresystemet endelig de såkaldte ‘chat bobler’, der egentlig var tiltænkt Android 10. Har du brugt Messenger på Android, giver det en god ide om, hvordan boblerne lægger små runde ikoner hen over resten af brugerfladen. Boblerne virker fremover i alle chat-apps og ikke kun i Messenger.
Derudover indeholder Android 11 en anden spændende nyhed, nemlig en ny menu med hurtig tilgang til hjemmets intelligente enheder. Vi har lavet denne feature om nyhederne i Android 11 , hvor du kan læse mere.
Spændende er også den nye udgave af OxygenOS-brugerfladen, der byder på væsentlige ændringer denne gang. OnePlus har givet designet en gedigen omgang, så det skal være nemmere at betjene telefonerne med én hånd. Det betyder blandt andet at mange knapper er flyttet til den nederste del af skærmen, hvor de er nemmere at nå.
Brugerfladen byder også på en ny always-on funktion til skærmen; OnePlus kalder det ambient display . Og så har spil fået deres eget hjem i Game Space , hvorfra de automatisk aktiverer telefonens Fnatic mode. OnePlus har lavet denne video om OxygenOS 11:
Android 11 og OxygenOS 11 er som sagt begyndt at rulle ud på enhederne. Hvis du ikke allerede har fået opdateringen, kan du klemme processen på maven ved at gå ind under Indstillinger –> System –> Systemopdateringer.