I slutningen af februar spredtes rygtet , at mobil- og netværksgiganten Huawei vil begynde at producere elbiler under eget navn. Nu har kineserne på mobilmessen i Shanghai annonceret, at de vil sælge elbiler fra deres kinesiske Flagship Stores. Det bliver dog ikke kinesernes egne biler, men derimod Seres SF5 modellen fra den kinesiske bilproducent Seres.
– Denne spændende meddelelse skaber præcedens for både forbrugerelektronikindustrien og den nye bilindustri. I fremtiden vil vi ikke kun levere førende smartbil-løsninger til at hjælpe partnere med at bygge bedre intelligente køretøjer, men også hjælpe dem med at sælge disse køretøjer gennem vores detailnetværk i hele Kina, fortæller Richard Yu, administrerende direktør for Huawei Consumer Business Group i en pressemeddelelse .
Seres SF5 fås i to udgaver; en fuld-elektrisk model med en rækkevidde på spage 180 kilometer og en såkaldt ‘range extended ‘-udgave der er en plugin-hybrid med en rækkevidde på op til 1.000 kilometer. Den kan accelerere fra 0-100 km/t på 4,68 sekunder, oplyses det. Bilen sælges udelukkende i Kina.
En af årsagerne til at Huawei har taget lige præcis denne bil indenfor, skal nok findes i det faktum, at selskabet har leveret en stor del af elektronikken. DriveOne hedder systemet, der forbinder el- og benzinmotoren og det er lavet af Huawei. Det samme er HiCar-løsningen, der integrerer mobiltelefonen med bilens styre- og entertainment-system.
Huawei skal sælge Seres SF5 fra sine butikker. Bilens tredimensionelle surround-lydsystem, der består af 11 højttalere, er også fremstillet af Huawei og tunet af deres teknikere.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters snakker Huawei med både det statsejede kinesiske Changan Automobile og andre bilproducenter, der potentielt skal samle Huaweis egne elbiler på deres fabrikker. Kineserne afviser rygterne, men alligevel hævder tre uafhængige kilder, at Huawei allerede er gået i gang med at designe en elbil og har taget kontakt til en række leverandører i hjemlandet. Målet skulle angiveligt være at lancere projektet allerede senere i år.
Den kinesiske gigant lider stærkt under amerikanske handelssanktioner og elbilerne skal angiveligt være en vej ud af den klemme.