Mere end en kvart million danskere er diagnosticeret med diabetes og ifølge Videncenter for Diabetes har yderligere knapt 300.000 danskere prædiabetes og uopdaget type 2-diabetes. De får måske hjælp fra deres smartwatch i senere på året.
Ifølge rygter fra det koreanske medie ET News vil både Apple Watch Series 7 og Samsung Galaxy Watch 4, der begge kommer på markedet senere i år, nemlig kunne måle blodsukker – og advare, hvis niveauet er enten for højt eller for lavt.
Apple har aldrig langt skjul på, at Apple Watch er en sundheds-gadget. Med Series 4 fik uret mulighed for at lave elektrokardiogrammer og den seneste model – Apples Watch Series 6 – kan måle iltmætningen i blodet. En sensor til at måle blodsukker er et naturligt næste skridt, spekuleres der.
Der findes, naturligvis allerede enheder, der både kan måle blodsukker og kan kobles sammen med en smartphone, men de kræver alle friskt blod for at måle niveauet – altså et prik. Ifølge ET News vil både Apple og Samsung fokusere på at lave en sensor, der kan tage måske blodsukkeret uden at have direkte adgang til blodet.
“Samsung Electronics vil udstyre det nye smarte ur ‘Galaxy Watch 4’ (foreløbigt navn), der introduceres i anden halvdel af dette år, med en måling af blodsukker. Det er en prøveudtagningsmetode uden blod, der detekterer niveauet af glukose i blodet ved hjælp af en optisk sensor, og det forventes at bidrage til sundhedsstyringen af offentligheden såvel som diabetikere […],” skriver mediet blandt andet.
Det er uvist om eksisterende sensorer kan bruges til at måle glukosen eller om det kræver en ny type sensor.
Apple Watch Series 7 forventes lanceret til efteråret; Samsung Galaxy Watch 4 lanceres muligvis til august. I hvert fald kom Galaxy Watch 3 i august sidste år.