Nvidia har slået dørene op til sin spil-via-skyen-gamingtjeneste GeForce Now i USA og Europa. Som andre lignende tjenester gør den det muligt at spille spil, man allerede ejer, via forskellige enheder. Når et spil startes, afvikles det via GeForce Now-servere og streames til den enhed, du vælger at spille på.
Umiddelbart er det nemt at sammenligne med Google Stadia, men i modsætning til Googles tjeneste er GeForce Now ikke en ”butik” hvor spil kan købes – den udnytter udelukkende de spil, du allerede ejer. I øjeblikket kan GeForce Now linkes til Steam, Epic Store, Battlenet og Ulplay – og levere spillene til den enhed, du foretrækker. Ikke alle titler er dog understøttet – Du kan tjekke om dine spil understøttes her.
Der er to muligheder for medlemskab; en gratis konto og et Founders-medlemskab til 45 kroner om måneden. Vælger du gratis medlemskab kan du kun spille i en time ad gangen. Der lader ikke til at være en begrænsning på, hvor mange sessioner man kan have, men spillet skal stoppes og genstartes en gang i timen. Founders-medlemmer kan spille i op til seks timer ad gangen og vil få prioriteret adgang til serverne.
Det kræver naturligvis en potent internetforbindelse for at få det optimale ud af spiltjenesten – men har du det, hævder Nvidia, at de understøtter high-level-grafik, inklusive ray tracing.
GeForce Now app’en, der skal bruges for at få adgang til spillene, kan hentes til Windows, Mac-computere, Android og Shield TV-enheder. Du kan få adgang til Nvidias tjeneste her.