Her er en radio og hvis du synes den ligner noget, du har set før, så er vi to. Men dette er en radio – ikke en Bluetooth-højttaler. Eller rettere; det er både en Bluetooth-højttaler og en radio. Og den har også dansk design. Og en fin læderrem. Men den er ikke klækket i Struer. Det er derimod danske IRC, der har snittet Nana, som den hedder. “Klassisk og elegant med et sprælsk twist,” skrives der i pressemeddelelsen. Og afprøvet design, kunne de have tilføjet.
Den danskudviklede bærbare transistorradio understøtter både DAB, DAB+ og FM og kan også afspille musik fra din smartphone helt uden ledninger. Nana har nemlig indbygget Bluetooth- og NFC-teknologi, og med et genopladeligt indbygget batteri er “den nem at have med på farten,” trutter marketingstrompeterne.
Den fås i to farvekombinationer: Hvid med brun strop eller sort med gul strop.
Nu er det ikke for os at dømme, men hvis vi havde hovedkvarter i Struer og havde stor succes med Beoplay A2 ville vi nok få vores hær af advokater til at kigge Nana lidt efter i sømmene …