Fiat vil gå målrettet efter at score markedsandele i den billigste ende af det hurtigt voksende elbilsmarked. Det fortæller italienernes CEO til engelske AutoExpress . Det første hug kommer med den nye Fiat Panda, der kan blive præsenteret allerede til foråret.
Ifølge Oliver Francois kommer Pandaen til at blive prissat billigere end Fiat 500e, der herhjemme har en startpris på knapt 186.000. Den billigste elbil på markedet er i øvrigt fortsat Dacia Spring Electric , der for nyligt måtte tage fra en Euro NVCAP-test med bare en enkelt stjerne.
Formået med den billige Fiat Panda bliver, ifølge bossen, at “vække den slumrende gigant” som han mener Fiat er.
Den elektriske Fiat Panda forventes at lægge sig designmæssigt meget tæt op af konceptbilen Fiat Centoventi (billedet øverst). Den har vundet flere designpriser. Da konceptet blev vist frem i 2019 fortalte Fiat, at de ville:
“Reducere bilens byggeomkostninger ved at give den et spartansk design med en begrænset farvepalet, der på én gang var minimalistisk og fuldt tilpasselig.”
En af de fikse løsninger, der skulle bringe prisen ned, var en justerbar “dock” på bilens instrumentpanel. Docken kan holde ejerens egen smartphone eller tablet som erstatning for den (dyre) infotainment-skærm, som stort set alle elbiler er udrustet med.
Mobil eller tablet kan erstatte den dyre infotainmentskærm. Allerede tilbage i maj måned 2020 gav Oliver Francois et hint om strategien til AutoExpress:
– Der vil være en fremtid for Panda … det er derfor, jeg lancerede den seneste Fiat 500 oprindeligt som en cabriolet: avanceret, fuld af muligheder og til 30.000 euro. For den dag, jeg introducerer fremtidens Panda, vil jeg nok gøre det modsatte. Jeg vil introducere den mest nøgne version til en utrolig pris, sagde Oliver Francois dengang.
Baseret på designet, ser det ud til, at Honda e snart får en hård – og væsentlig billigere – konkurrent …