I denne uge kunne vi fortælle, at den nye iPad Pro ikke får home-knap og formentlig bliver udstyret med USB-C i stedet for lightning. I dag er nye detaljer så føjet til listen over alt det, vi i forvejen (tror) vi ved om de kommende topmodeller i iPad serien.
5,8mm tyk
Den mindste af de kommende tablets bliver kun 5,8mm tyk – det er 0,3mm mindre end forrige generation, og selv om det ikke lyder af meget vil det alligevel formentlig kunne mærkes. Samtidig bliver de nye iPads mindre hele vejen rundt fordi Apple fjerner meget af kanten – og altså home-knappen.
Kanterne rundt på tabletten skulle blive 6mm tykke, hvilket er en del mindre end den nuværende generation. Det vil give tabletten et helt nyt design, der minder om iPhone XS – men altså uden notch, da kameramodulet vil kunne integreres i kanten.
Dropper 3,5mm
iPhone mistede sit 3,5mm stik fordi det – ifølge Apple – ikke længere var nødvendigt. I stedet anbefaler den californiske producent, at brugerne skifter til digital lyd via lightning (eller evt. USB-C på den nye iPad Pro) eller bluetooth. Og da den nye Pro bliver tyndere, lader det til at samme argument nu bliver aktuelt der også, for reelt vil der ikke være plads til et 3,5mm stik i den nye iPad.
Lancering i denne måned
Apple har endnu ikke inviteret til lanceringen af de nye iPads – men det er ventet at det bliver i slutningen af oktober. Vi dækker naturligvis lanceringen grundigt.