Disney+

Ny Star Wars-film kan fremprovokere epilepsianfald

Med mindre end to uger til premieren på Star Wars: The Rise Of Skywalker udsender Disney en udsædvanlig advarsel; filmen kan fremprovokere epilepsianfald.

Disney har udsendt en usædvanlig advarsel til biografer, der skal vise det seneste – og afsluttende – kapitel i Skywalker-sagaen, Star Wars: The Rise Of Skywalker. Biograferne bør ifølge Disney gøre sine kunder opmærksom på, at filmen kan vække ubehag og i værste fald udløse et epilepsianfald. Filmen indeholder simpelthen en række visuelle effekter og stærkt blinkende lys, der kan påvirke personer, der lider af såkaldt fotosensitiv epilepsi.

Disney har også advaret den amerikanske organisation Epilepsy Foundation om risikoen. Disney er fremme i skoene efter at selskabet oplevede voldsom kritik fra netop Epilepsy Foundation efter premieren på Pixar-filmen De Utrolige 2, hvor biografgængere uden advarsel blev udsat for voldsomme stroboskop-effekter.

 

Ifølge den danske Epilepsiforeningen er fotosensibilitet genetisk betinget og findes hos cirka 10 procent af patienterne med genetisk generaliseret epilepsi og 40-50 procent af dem med såkaldt juvenil myoklon epilepsi. Patienterne er mest sensitive i 12-25 års alderen, oplyser foreningen på sin hjemmeside.

Foreningen anbefaler, at fotosensible patienter bør beskytte sig mod anfald ved regelmæssigt at bruge solbriller (evt. med polariserende glas) i kraftigt lys, vende blikket væk fra blinkende lys eller holde en hånd for det ene øje, og holde god afstand fra tv-skærme.

 

Star Wars: The Rise Of Skywalker har premiere i de danske biografer den 18. december – to dage før den officielle amerikanske premiere.

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.