Da Philips lancerede sit intelligente LED-lyssystem, Hue, tilbage i 2012 var de pænt alene på markedet, men sådan er det bestemt ikke mere. Selv IKEA har lanceret et trådløst lyssystem i form af Trådfri – og nu ser det ud til, at der snart kommer et system mere i bunken herhjemme. Nemlig det kinesiske Xiaomi Mi LED-system, der både er billigere end Hue og kan fungere uden en bridge, som både Hue og Trådfri kræver.
Xiaomi har allerede lanceret en Mi LED Desk Lampl der er på vej til landet, men under Mobile world Congress viste kineserne også en serie af intelligente LED-pærer, Xiaomi Mi Smart LED , og de udmærker sig ved at være markant billigere end konkurrenterne, med en udsalgspris på knapt 20 euro per pære – altså 140 kroner. En farvet LED-pære fra Hue kan vildt koste knapt 400 kroner.
Mi LED Smart-pærerne kan betjenes enten via Mi Home-app’en til iPhone og Android eller stemmestyres via Alexa eller Google Assistant. Inden 2019 bliver til 2020 skal pærerne også understøtte Apple Homekit og Siri, hævdede kineserne ved præsentationen.
Pærerne er dæmpbare og kan vise 16 millioner forskellige farver. De skulle have en farvetemperatur på mellem 1.700 og 6.500 kelvin og lysstyrke op til 800 lumen, hvilket nogenlunde svarer til en 60 watt glødepære.
Det vides ikke med sikkerhed, hvornår Xiaomi Mi Smart LED rammer Danmark, men en godt gæt er inden sommerferien.