Volvo Cars er begyndt at løfte sløret for sin kommende elbil, ES90, der officielt præsenteres den 5. marts. Med et nyt elektrisk 800-volt system, en rækkevidde på op til 700 WLTP-kilometer og lynopladning, der kan give 300 kilometer på 10 minutter, tegner ES90 til at blive en milepæl for den kinesisk ejede bilproducent.
Volvo ES90 bliver den første elektriske Volvo, der når 700 kilometer på en enkelt opladning ifølge WLTP-standarden. Den nye 800-volt arkitektur betyder, at bilen kan oplades hurtigere og mere effektivt end tidligere modeller. På en lynlader med op til 350 kW kan ES90 lades fra 10-80 procent på bare 20 minutter – en forbedring på 30 procent sammenlignet med tidligere generationer.
Bag den hurtigere opladning og længere rækkevidde står en opgraderet batteristyring, hvor både software og hardware er udviklet internt hos Volvo. Systemet reducerer varmeudviklingen i batteriet og forbedrer bilens samlede effektivitet, samtidig med at lettere elmotorer og andre optimerede komponenter bidrager til en lavere vægt og bedre ydeevne.
Endnu et teaserbillede af Volvo ES90. Nu med batteripas For første gang introducerer Volvo Cars også et „batteripas‟ til ES90. Via blockchain-teknologi kan ejere få detaljeret information om batteriets råmaterialer, herunder oprindelsen af litium, kobolt, nikkel og grafit. Det er en del af Volvos strategi for mere gennemsigtighed og ansvarlig sourcing af råmaterialer.
Sikkerheden er selvfølgelig også i top, lover Volvo Cars. ES90 bliver udstyret med lidar, fem radarer, syv kameraer og 12 ultralydssensorer, der lover at give bilen et avanceret sikkerhedsnet og understøtter dens førersystemer.
Volvo ES90 bygger på SPA2-platformen – samme platform som EX90 – og bliver officielt præsenteret for verdenspressen den 5. marts. Den bliver en direkte konkurrent til sadaner som eksempelvis Mercedes-Benz EQE, Tesla Model S og BMW i5.
Flere detaljer om motorvarianter, udstyrsniveauer og markedsintroduktion vil blive offentliggjort ved lanceringen, der kan følges live via dette link .