Du har måske allerede prøvet det – ellers kommer du til det inden længe. Det er slut med nøjes med at indtaste kortoplysninger og trykke på køb-knappen. Skrappere regler for godkendelse af kortbetalinger betyder, at du fremover skal benytte enten NemID eller en kombination af kodeord og sms-engangskode for at få lov at betale i webshops.
Reglerne kommer fra EU og er døbt Payment Service Directive 2 – eller bare PSD2 – og de skal sørge for at mindste risikoen for kortmisbrug.
En række danske banker har allerede indført de skrappere krav – deriblandt Danske Bank. Her gælder kravene allerede nu for Visa/Dankort, og fra årsskiftet også for Mastercard.
Virker ikke med NemID-nøglekortet
Ved årsskiftet sker der desuden det, at købene ikke længere vil kunne godkendes via NemID-nøglekortet (papkortet), men udelukkende gennem NemID-nøgleappen på mobiltelefonen.
Alternativt skal købene godkendes med et personligt kodeord, du selv vælger, sammen med en sms-engangkode.
Nemmere adgang
Den positive nyhed ved PSD2 er, at at bankerne fremover skal give andre virksomheder adgang til kundernes konto og kontoinformationer. Altså med kundens accept, naturligvis. Det åbner op for at virksomheder kan tilbyde nye tjenester – eksempelvis give kunder en samlet oversigt over konti i forskellige banker og pengeinstitutter. Eller levere en tjeneste, der gennemgår kundens samlede økonomi og komme med forslag til optimering.