TeknologiTophistorie

Nye EU regler kan betyde aflyste eller udsatte opdateringer til iOS

Nye EU regler kan tvinge Apple til at åbne for konkurrenters tilslutning til iOS enheder - hvilket kan betyde udsatte eller aflyste opdateringer.

Striden imellem amerikanske tech giganter og EU kommisionen har efterhånden varet i nogle år, og især Apple har stået for skud på grund af deres markedsledende andel af vigtig elektronik i Europa. Nu har kommisionen annonceret nye regler, der tvinger Apple til at åbne en række iOS funktioner for konkurrenter. Det sker som led i håndhævelsen af Digital Markets Act (DMA), og det kan føre til forsinkelser eller udeladelse af fremtidige iPhone-softwareopdateringer i EU.

De nye krav omfatter ni iOS-funktioner, der primært bruges til tilsluttede enheder som smartwatches, hovedtelefoner og tv’er. Ifølge EC skal Apple give tredjepartsproducenter og app-udviklere bedre adgang til disse funktioner, hvilket blandt andet inkluderer hurtigere dataoverførsler via Wi-Fi og lettere opsætning af enheder.

 

“Som resultat vil tilsluttede enheder fra alle mærker fungere bedre med iPhones,” siger EU kommisionen i en udtalelse, og fortsætter: “Producenter får nye muligheder for at udvikle innovative produkter, hvilket forbedrer brugeroplevelsen for forbrugere i Europa.”

Apple kritiserer reglerne

Apple har tidligere argumenteret for, at de allerede overholder DMA, og at det er urimeligt kun at stille disse krav til Apple. Virksomheden mener, at reglerne reelt tvinger dem til at udvikle teknologi for konkurrenter og dele den gratis. Apple fremhæver, at dominerende aktører på andre markeder, som musikstreamingtjenesten Spotify og spilkonsolproducenter som Nintendo, Sony og Microsoft, ikke er underlagt lignende krav. Desuden peger Apple på sikkerhedsrisici ved at give tredjeparter adgang til iPhone-teknologi.

 

For eksempel leveres notifikationer til AirPods i dag krypteret. Hvis en tredjepartsproducent ønsker adgang til denne funktion, kan det betyde, at notifikationer bliver sendt ukrypteret – og dermed kompromittere brugerens datasikkerhed.

Apple har allerede 500 ingeniører til at arbejde på at opfylde EU krav, men advarer om, at det vil komplicere og forsinke softwareopdateringer i Europa. De vil dog fortsat levere kritiske sikkerhedsopdateringer uden forsinkelse.

Frygt for hæmmet innovation

 

“Dagens beslutning pålægger os bureaukratiske byrder, der forhindrer Apple i at innovere for vores brugere i Europa og tvinger os til at dele vores funktioner gratis med virksomheder, der ikke er underlagt de samme regler,” siger Apple i en udtalelse.

Apple kan i teorien søge om tilladelse til at forsinke understøttelse til konkurrenter eller 3. part virksomheder, men det er uklart, hvordan denne proces vil fungere i praksis. Ifølge Apple betyder det, at EU i realiteten får kontrol over Apples udvikling af iOS.

Konsekvensen kan blive, at nye iPhone-funktioner bliver forsinket eller slet ikke lanceret i EU. Apple har allerede udskudt lanceringen af Apple Intelligence i Europa af hensyn til DMA-kravene – de er dog på vej nu – og noget lignende kan ske med fremtidige funktioner.

 

Apple siger dog, at de fortsat vil samarbejde med EU for at finde en løsning, der både overholder lovgivningen og beskytter brugernes sikkerhed og privatliv.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.