Her, bare en uge inden det store “It’s show time”-event, har Apple opdateret sin linje af iPads med to nye modeller. En 10,5 tommer stor iPad Air og en spritny iPad Mini, der for første gang kan bruges sammen med Apple Pencil. Det er en klar indekation på, at Apple anser iPad-lanceringen som sekundær – og den virkelige nyhed er det, der præsenteres på mandag.
iPad Air , der er den “traditionelle” iPad har fået en skærm på 10,5 tommer og en A12 Bionic-processor, som hidtil kun har været i Pro-modellerne. På mange måder minder den nye 10,5 tommer Air om den 10,5 tommer Pro-model, der ikke længere fås.
10,5 tommer skærmen er en True Tone-udgave med en opløsning på 2224 x 1668 pixels.
Den nye iPad Air med 10,5 tommer skærm. iPad Mini har fået en – tiltrængt – opgradering. Den beholder sin 7,9 tommer skærm, men får også A12 Bionic-processor. Desuden er skærmen naturligvis af en nyere type – og det store trick her er, at man nu kan bruge Apple Pencil til at tegne og skrive på skærmen. Dog kun første-generation-pennen og ikke den seneste udgave.
Både Air og Mini fås i sølv, space grey og guld i 64GB og 256GB udgaver. Prisen på iPad Mini starter ved 3.399 kroner, mens iPad Air-prisen starter ved 4.299 kroner for wifi-udgaven og 5.399 kroner, hvis du vil have mobilforbindelse.
iPad-familien per idag: Til venstre de to Pro-modeller og til højre iPad Air, iPad og iPad Mini. iPad-familien er dermed vokset til fem medlemmer. Der er de to Pro-modeller (12,9 og 11 tommer), iPad Air (10,5 tommer), iPad (9,7 tommer) og iPad Mini (7,9 tommer).