ElbilerTophistorie

Nye knudepunkter for el- og fossilbiler

Vejdirektoratet har indviet det første nye knudepunkt med ladepark, toiletter, zone til samkørsel, grønne områder og cykelparkering.

Vejdirektoratet har givet sig i kast med et nyt forsøg i kampen om at reducere trængslen – og manglen på p-pladser – i de større byer og mindske forurening fra bilerne. Konceptet kaldes knudepunkter og det første af disse er lige åbnet i Aalborg Ø. Strategisk placeret tæt på motorvejen og med let adgang til den kollektive trafik og midtbyen.

Knudepunktet samler flere transportformer på ét sted, så de nordjyske pendlere kan holde ind og parkere bilen – helt gratis – og skifte til bus eller cykel eller blive samlet op af deres samkørselsmakker på en del af rejsen. Elbilen kan også lades op på knudepunktet.

 

– Vi skal tænke mobilitet på en ny måde, hvis vi skal løse problemerne med trængsel og forurening. Her er det afgørende, at vi udnytter vores eksisterende infrastruktur bedst muligt – og så skal vi tilbyde trafikanterne adgang til en bred vifte af transportformer. Knudepunkter, som det i Aalborg, kan både bidrage til at skabe mere effektive og bæredygtige rejser, samtidig med at de reducerer belastningen på vores vej, ved at flere lade bilen stå til fordel for eksempelvis bus eller cykel, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet Laura Sand Pedersen.

knudepunkter
Foto: Vejdirektoratet.

Bliver det en succes skal der bygges flere

Ideen er hentet hos europæiske storbyer som Amsterdam, Berlin og Oslo, der allerede har indført lignende knudepunkter. Bliver en succes, skal der bygges flere knudepunkter rundt om i Danmark.

 

Ud over 175 gratis p-pladser byder det nye knudepunkt i Aalborg Ø på en ladepark med otte ladepunkter. To af ladepladserne er til lynopladning, hvor man kan oplade med op til 300 kW. Ladeparken drives af energiselskabet DCC Energi.

Med tiden håber Vejdirektoratet, at flere vil byde ind med faciliteter til pladsen. Det kunne være opsætning af pakkeboks, delecykler eller flere flex- og turistbusser.

Det nye knudepunkt samtænker flere transportformer og byder på:

 

  • Skiftezone for samkørsel, busser og cykler.
  • 175 gratis parkeringspladser.
  • Otte ladepladser til elbiler, heraf to lynladepladser.
  • Cykelparkering.
  • Overdækket perron med toiletter og venteareal.
  • Grønne områder med borde og bænke.

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.