Stort set samtlige rygtesmede er enige om, at det trækker op til lancering af den nye iPhone SE, der skal afløse modellen fra 2016, men endnu har ingen ramt datoen. Flere forventede, at den ville lande i den sidste uge af marts, men det skete som bekendt ikke.
Nu peger pilen dog ret stramt på én bestemt uge, nemlig denne uge. Den forholdsvis troværdige lækker Jon Prosser har peget på onsdag den 15. april igennem et par uger – med mulighed for, at Apple driller OnePlus og lancerer telefonen allerede tirsdag i stedet. Samtidig med at OnePlus præsenterer sine 8’ere.
Jon Prosser bakkes op af analytikeren Jeff Pu, der til MacRumours siger, at iPhone SE 2020 vil komme “i midten af april”. Onsdag er den 15. april, så kan det ikke blive mere midten af april. Her er Jon Prossers tweet:
I sidste uge kom Apple sandsynligvis selv til at afsløre navnet på sin kommende telefon, der også har været kendt som iPhone 9 og iPhone SE2, ved at lægge en skærmbeskytter i Apple Store, som blev angivet til at være kompatibel med iPhone SE.
Den originale iPhone SE blev lanceret i marts 2016 til priser der startede ved 3.699 kroner (16GB). Det var grundlæggende en iPhone 6S anno 2016 presset ind i iPhone 5’erens design. Den nye iPhone SE 2020 bliver magen til den 4,7 tommer store iPhone 8, men med nyere indmad, blandt andet Apples A13-processor. Der har også været rygter om en 5,5 tommer udgave, men det er der intet nyt om.