Rygtesmedene er igen i gang med at støbe Apples fingerring. Denne gang bygger de på meddelelser fra forsyningskæden, der hævder, at den intelligente “æblering” vil blive lanceret inden længe. Det er mediet ETNews, der har bragt de nye rygter til torvs.
“Apple har konsekvent ansøgt om smartring-relaterede patenter i flere år, så kommercialisering ser ud til at være nært forestående,” fortæller insideren til mediet.
Blandt de patenter, der er blevet ansøgt om, er teknologi der benytter en intelligent fingerring til at styre både smartphones og andre enheder via trådløs kommunikation. Et eksternt bånd på ringen vil kunne bruges som touch-controller. Et andet patent dækker teknologi, der registrerer, når en bruger knipser med fingrene.
Helt tilbage i 2015 fik Apple patent på en fingerring med et lille display, accelerometer og et gyroskop til pulsovervågning og bevægelses-input.
Med til historien hører dog, at ETNews ikke hører til blandt de mest pålidelige Apple-rygtesmede. Der har heller ikke været andre væsentlige kilder fremme med Apples fingerring-rygter, hvilket gør det et usandsynligt, at en lancering er tæt på.
Arvefjenden Samsung, derimod, teasede deres Galaxy Ring i januar måned. Efter sigende skulle den blive præsenteret ved et Galaxy Unpacked-event i juli måned.
Læs også: Samsung Galaxy Ring – alt vi ved.