Amsterdam, Holland: Sonos og partneren Sonance har i dag givet udvalgt presse et “smuglyt” på sine tre nye højttalere til udendørsbrug og indbygning i væg og loft. Højttalerne kommer på markedet allerede i denne måned, de skal købes i par og de er skræddersyede til den nye Sonos AMP-forstærker , der kan købes herhjemme fra i dag.
De tre sæt højttalere, der lanceres under navnet Sonos Architectural by Sonance , er nyt område for amerikanerne, idet de kræver en kablet forbindelse. Sonos er, om nogen, firmaet, der har gjort trådløs multrum populært. Til gengæld har partneren Sonance lavet højttalere i alle afskygninger siden 1983.
Nu har de to teamet op for at lave tre nye højttalersæt. To indbygningshøjttalere til henholdsvis væg og loft, samt en udendørshøjttaler, der kan tåle selv det danske vejrlig.
Udendørshøjttaleren i sit naturlige habitat på ydervæggen. Højttaleren er passiv (foto: iNPUT). Indendørshøjttalerne, der kommer i butikkerne den 26. februar, kan indstilles via Sonos-teknologien TruePlay, så de akustisk tilpasser equalizer-indstillingerne til omgivelserne. De sælges i sæt af 699 euro – 5.200 kroner.
Udendørsmodellen kommer på markedet til april, til en pris på 899 euro for et par – 6.600 kroner. Det er den første Sonos-højttaler, der er designet til brug udendørs. TruePlay fungerer ikke med udendørsmodellen, da det kun i virkelig få tilfælde ville give mening.
Sonos AMP, der her ses i en genemsigtig demomodel ved siden af originalen, kan købes i Danmark og resten af Europa fra og med i dag. Op til tre sæt Sonos Architectural by Sonance -højttalere kan drives af en enkelt AMP – den nye forstærker som amerikanerne præsenterede helt tilbage i august sidste år har hidtil kun været tilgængelig i USA. Fra og med i dag kan den også købes i Europa.
Vi har fået udleveret et anmeldereksemplar af AMP og bruger den næste uges tid på at teste forstærkeren igennem, inden du får anmeldelsen serveret på input.dk.