Batteriproducenten Our Next Energy har tidligere gjort opmærksom på sig selv ved at udruste Tesla Model 3 med et batteri, der gav bilen en rækkevidde på 1.200 kilometer. Nu laver firmaet samme nummer med BMW iX. Samtidig indgår de to parter en aftale om, at der skal bygges en prototype af den modificerede iX’er.
Ifølge WLTP-målingerne har BMW iX en rækkevidde på op til 660 kilometer. Men med ONE Gemini-batteriet, udvides den til 965 kilometer loves det. Altså lige knapt 50 procent mere.
BMW har investeret i virksomheden, der udvikler batterier med to separate kemiske formler i stedet for en, der ellers er standard. Hver formel er tilpasset forskellige situationer og batteriet skulle dermed kunne levere bedre ydeevne under flere forhold.
– Forhold i den virkelige verden kan reducere ydeevnen af batterier betydeligt. Almindelige situationer som motorvejshastigheder, vintertemperaturer eller kørsel i bjerge udgør udfordringer for elektriske køretøjer. Vi planlægger at pakke dobbelt så meget energi i batterier, så elbiler nemt kan klare langdistancekørsel under virkelige forhold, lover Mujeeb Ijaz, der er grundlægger af og CEO for Our Next Energy.
Selskabet fortæller, at batteriet bruger mindre lithium, grafit, nikkel og kobolt end et konventionelt elbilbatteri. Men de glemmer at oplyse, præcist hvilket batteri de sammenligner med.
BMW tror på projektet BMW har investeret knapt en halv milliard kroner i Our Next Energy gennem ventureselskabet BMW i Venture, så de tror altså på det nye batteri.
– Our Next Energy arbejder på fundamentalt at genopfinde batteriet. Samtidig fokuserer vi på bæredygtighed, sikkerhed og omkostninger; tre nøglefaktorer, som skal hjælpe med at fremskynde udviklingen og adoptionen af elbiler, siger Baris Guzel, partner hos BMW i Ventures.
Indtil videre er rækkeviddetallet på 965 kilometer teoretisk – det er ikke testet i virkeligheden. Men når BMW iX Gemini prototypen er klar inden årsskiftet, kan rækkevidden også testes på landevejen. Læs mere om selskabet på deres hjemmeside .