Højspændingsbatteriet er den vigtigste og dyreste komponent i elbiler. Hvis batteriet er i dårlig stand og har mistet kapacitet, mærkes det ikke alene på rækkevidden, men også på gensalgsværdien. Hvis man altså ved, om batteriet er slidt. Og det har EU en plan for, i form af et nyt batteripas.
Passet skal samtidig fortælle, om batteriet er etisk fremstillet.
Bilkøbere på udkig efter en brugt elbil har sjældent mulighed for at tjekke batteriets sundhedstilstand. Målingerne kræver dyrt udstyr, som ikke er nemt at komme til. Men EU’s plan er, at der i 2027 skal oprettes en database, hvor alle elbilbatterier skal registreres og hvor bilejere og -købere kan se batteriets historik og nedbrydning over tid. Det skriver tyske Auto Bild.
Det står ikke klart, om det nye batteripas og databasen skal være gratis at få adgang til. Men det skal være tilgængeligt i alle EU-lande og løbende måling af kapaciteten vil formentlig ske i forbindelse med bilernes service.
Udover at vise batteriets kapacitet, skal mærket også vise, hvor bæredygtigt batteriet er produceret, herunder med hensyn til miljøbelastning og arbejdsforhold. Det har vi tidligere skrevet om:
Læs mere: Nye EU-regler stiller krav om genbrug af elbilbatterier.