En af de grimme sider ved den stigende brug af batterier, er afhængigheden af tungmetaller som nikkel, og kobolt, der udvindes i udviklingslande – ofte af børnearbejdere. Men IBM Research giver et glimt af håb med en ny og stærkt forbedret batteriteknologi, der er under udvikling. I stedet for nikkel og kobber bruges det nye IBM-batteri tre nye materialer, der alle kan udvindes fra havvand, fortæller IBM på sin blog.
Ikke nok med at det nye batteri omgår brugen af tungmetaller, og dermed hjælper miljøet, det er på mange måder også mere effektivt end et traditionelt lithium-batteri, loves det. Det kan oplades hurtigere (op til 80 procent på fem minutter), har højere energitæthed og er mindre brandfarligt – og så er det i øvrigt billigere at producere.
De rigtige erstatningsmaterialer blev valgt med hjælp fra en kunstig intelligens. IBM fortæller, at de arbejder sammen med blandt andet Mercedes-Benz Research og Development North America på at gøre opdagelsen klar til praktisk brug.
Kan IBM Research og partnerne komme i mål, kan det få store positive effekter, idet efterspørgslen på lithium-batteriet forventes at vokse voldsomt de kommende mange år – ikke mindst på grund af elbiler.
Nyheden om det nye IBM-batteri kommer kun få dage efter at Alphabet/Google, Apple, Dell, Microsoft og Tesla er kommet under anklage for ”bevidst at drage fordel af” brugen af børnearbejde i koboltminer i Den Demokratiske Republik Congo. Mere end halvdelen af verdens kobolt udvindes ifølge CNN i Congo.