I går var første onsdag i maj og det er lig med test af sirenerne når klokken slår 12.00. Sirenerne indgår i det nationale varslingssystem, der skal advare os ved eventuelle katastrofer eller ulykker.
I løbet af 2022 bliver et nyt varslingssystem en del af beredskabet. Det nye system er baseret på såkaldt cell broadcast-teknologi. Den har en række fordele i forhold til de mere gængse SMS-beskeder. Hvis der udsendes et varsel via cell broadcasting, så udsendes et signal fra mobiludbydernes telemaster, som så rammer alle telefoner som befinder sig i mastens sendeområde.
Læs også: Det bliver lettere at skifte bredbåndsudbyder
Myndighederne får ingen meldinger om hvilke telefoner systemet har ramt. Derudover er beskederne ej mulige at videresende eller ændre, hvorfor de vil være svære at forfalske. Sidst, men ikke mindst, så udsendes cell broadcast-beskeder hurtigere end SMS-beskeder.
Skulle man modtage en sådan besked, så udmærker den sig ved at have sin egen særegne lyd og vibration, så de ikke let forveksles med en almindelig SMS.
Systemet er lige nu i færd med at blive rullet ud i samarbejde med myndigheder, teleoperatører og leverandøren Celltick. Når systemet står færdigt overtages det af Beredskabsstyrelsen, som således kan benytte varslingssystemet sammen med de nuværende værktøjer – herunder sirenerne som rungede i går.