Gadgets

Oculus løfter sløret for 3D-brillen Rift

Der er gået tre år siden den første udviklerudgave af Virtual Reality-brillen Oculus Rift blev vist frem – og nu er den endelig klar til forbrugerne. Ved et storstilet arrangement i aftes, dansk tid, blev den endelig udgave af Oculus Rift vist frem for pressen – og samtidig blev det afsløret, at Oculus har indgået et tæt samarbejde med Microsoft og Xbox.

Rift er udstyret med to OLED-skærme og en slider, så man kan indstille afstanden mellem skærmene. I forhold til udviklerudgaverne, er der blevet tilføjet et sæt hovedtelefoner der byder på 360-grader-lyd, der er synkront med 3D-billederne i brillen. Og ja, du kan afmontere dem og bruge dine egne. Den endelige udgave har også fået en ny ekstern sensor, der kan placeres på et bord.

 

Oculus-grundlæggeren Palmer Luckey viste også en spritny controller, der skal bruges med Rift; Oculus Touch. Den ligner en traditionel konsol-controller, der er revet over i to og forsynet med et beskyttelsesbånd. Touch sørger for at man kan interagere og manipulere med 3D-verdenen i brillen.

Desuden følger der en trådløs Xbox One-controller og en trådløs PC-modtager med i pakken. I al stilhed har Oculus nemlig arbejdet tæt sammen med Microsoft, der har udviklet sit Halo-spil til Rift. Det blev fortalt at Rift vil arbejde problemfrit sammen med Windows 10 og man kan endda streame Xbox One-spil til Rift. Trådløst. Med samarbejdet positionerer Microsoft sig væsentlig på VR-fronten – sideløbende arbejder Redmond på at gøre sit eget Augmented Reality-headset, HoloLens, klar til salg.

 

Både Oculus Rift og en række nye spil til platformen vises frem på spilmessen E3 i næste uge. Oculus har stadig ikke leveret hverken pris eller præcis leveringsdato for 3D-brillen, men der gættes på en pris på omkring 1.500 dollars – knapt 10.000 kroner eksklusiv moms og afgifter. Lanceringen er stadig “første kvartal 2015”.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.