Samsung har en nyhed med på Gamescom 2023, nemlig verdens første Dual UHD-gamingskærm. Den 57 tommer store Odyssey Neo G9 er lige så bred som to 32 tommer UHD-skærme. Gamescom er verdens største messe for computer- og videospil, og den afholdes fra den 23.-27. august i Köln, Tyskland.
“Samsung stræber efter at være førende inden for gamingskærme, og med vores nyeste Odyssey-skærme øger vi niveauet af fordybelse og skaber nye oplevelser for gamere hele verden over,” siger Hoon Chung, Executive Vice President for Visual Display Business hos Samsung Electronics.
Odyssey Neo G9 57″ er designet til at levere “banebrydende visuelle oplevelser” til gamere, der ønsker at “forbedre deres præstationer og skærpe deres konkurrencefordele”.
Panelet i skærmen er af typen Mini LED og drives af Samsungs Quantum Matrix Technology. Den har en maksimal lysstyrke på 1.000 nit, 240 Hz opdateringshastighed og ned til 1 ms fra grey-to-grey (GTG) responstid.
Odyssey Neo G9 har VESA-certificeret DisplayPort (DP) 2.1-tilslutning, HDMI 2.1 og en USB-hub, så gamere kan tilslutte alle deres enheder.
“Ved at bringe DisplayPort 2.1-tilslutning til en gamingskærm åbner Samsung nye døre for gamere,” siger Scott Herkelman, Senior Vice President og General Manager, Graphics Business Unit hos AMD.
“Mere båndbredde, højere hastigheder og hurtigere opdateringshastigheder giver det nye niveauer af ydeevne og visuel troværdighed til spil, og sammen vil de nye Samsung-skærme og Radeon RX 7000 Series-grafikkort levere levende og fordybende spiloplevelser.”
Prisen, spørger du? Den er på sølle 18.999 kroner. Hvad gør man ikke for at forbedre sit spil? Skærmen kan allerede nu forudbestilles på Samsungs hjemmeside.