Det skal være billigere at oplade elbiler og holde gadget-parken i gang. Det Økonomiske Råd foreslår, i en kronik i Politiken, at afgiften på strøm sættes ned, så danskerne får flere penge til forbrug og dermed kan sætte gang i økonomien. Samtidig skal CO2-afgiften forhøjes, så den grønne omstilling kickstartes. Både regeringen og venstre er positive over for tanken.
Forslaget er en del af en anbefaling til en skattereform, der skal få Danmark ud af den økonomiske krise, som COVID-19-pandemien er skyld i.
Enig med Klimarådet
Dermed er Det Økonomiske Råd på linje med Klimarådet, der i starten af marts måned foreslog at hæve CO2-afgiften markant – blandt andet på benzin og diesel – for at få flere grønne biler på vejene herhjemme.
– Når man har den store offentlige pung fremme, så er det smart at slå to fluer med ét smæk og både sikre arbejdspladser og grøn omstilling. Det gør samtidig, at de arbejdspladser, der bliver skabt eller bibeholdt, er fremtidssikrede, siger Klimarådets formand, Peter Møllgaard, til Politiken.
Politisk velvilje
Socialdemokratiets finansordfører, Christian Rabjerg Madsen, er positiv overfor forslaget om at sænke prisen på strøm, men siger, at man på nuværende tidspunkt koncentrerer sig om at holde hånden under arbejdspladser og erhvervsliv.
– I fase to, hvor vi kan lukke samfundet mere op, vil det være relevant at kigge på, hvordan vi kan igangsætte en positiv stimulering af økonomien, siger han til avisen.
Også Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, er positiv overfor forslaget og siger, at lave afgifter er et godt redskab til at sætte gang i økonomien.
– Hvis vi kan gøre det, samtidig med at vi understøtter en fortsat ambitiøs grøn omstilling, vil Venstre gerne være med til at drøfte det, siger Troels Lund Poulsen.