Er det kunst? Er det en højttaler? Ifølge Sonos | Ikea er det begge dele. Partnerskabet lancerede tirsdag eftermiddag officielt det seneste Symfonisk-produkt: En trådløs multirumshøjttaler skjult i en billedramme.
Højttaleren er designet til at hænge ”skjult” på væggen, camoufleret som et stykke kunst. Man kan desværre ikke sætte sine egne billeder i rammen, men der lanceres to forskellige ”fronter” sammen med højttaleren. I fremtiden lover Ikea dog, at der kommer flere designs at vælge mellem.
Når den hænger på væggen, er højttaleren 60 millimeter dyb, så der kan leveres brugbar lyd, men en tynd ramme giver et indtryk af, at den ser tyndere ud end den er. Det ses tydeligt på billedet herunder, hvor stoffronten er fjernet fra højttaleren.
Som de øvrige Symfonisk-højttalere er den 100 procent kompatibel med andre Sonos-højttalere, så den kan indgå i multirumsopsætninger med disse. Det kræver dog to eksemplarer af Symfonisk billedrammer for eksempelvis at skabe stereo – den kan ikke lave stereo sammen med de øvrige Symfonisk-højtalere.
Er man ikke Sonos-fan kan højttalerne også bruges med Apple AirPlay 2. Den har ikke Bluetooth.
Det medfølgende strømkabel er 3,5 meter langt og overskydende kabel kan gemmes væk i et dertil indrettet rum bag på højttaleren. Der er desuden mulighed for at “serieforbinde” to højttalere, så man kun behøver at sætte dem i en enkelt stikkontakt. Vist en løsning der fungerer bedst, hvis de stilles på gulvet …
Sonos | Ikea Symfonisk billedrammen er at finde i Ikea-varehusene den 15. juli, om præcis en måned. Den vil kunne fås i en sort og en hvid udgave og prisen bliver 1.499 kroner.
Her er nogle af de officielle billeder af Sonos | Ikea Symfonisk-højttaleren – klik for større: