De medaljer som sportsfolkene får om halsen, under de olympiske lege i Japan i 2020, er lavet af gammel elektronik. Primært skrottede mobiltelefoner og computere. Det er nemlig ganske tæt på at lykkes for legenes arrangører at gennemføre en større indsamling af gammel elektronik, hvorfra det er lykkedes at udvinde både bronze, sølv og guld.
Komiteen der står bag OL 2020-indsamlingen, kalder den for en kæmpesucces og siger, at den er blevet støttet af både privatpersoner og virksomheder i Japan. Der er blevet indsamlet omkring 47.488 tons gammel elektronik til formålet. Deriblandt mere end 5 millioner gamle telefoner.
Designet præsenteres til sommer
Tokyo 2020-komiteens mål om at indsamle og udvinde 2.700 kilo bronze blev nået allerede i juni måned sidste år, mens der er udvundet 93,7 procent af de 30,3 kilo guld og 85,4 procent af 4.100 kilo sølv.
Der er dog allerede indleveret e-affald nok til at udvinde de manglende kilo, forsikrer OL 2020-komiteen.
Projektet blev startet i sommeren 2017. Der er deadline den 31. marts og designet på medaljerne præsenteres i løbet af sommeren.