Ikke alene er den kommende OnePlus Nord 2 x Pac-man Edition en hyldest til en af gaming-verdenens største ikoner, den er også selvlysende. Det fortæller kineserne i et blogindlæg.
Endnu er der ingen billeder af telefonen, men som navnet antyder, er den baseret på OnePlus Nord 2, der er det seneste skud på Nord-stammen. Du kan læse vores anmeldelse af den her . Pac-man udgaven får 12 gigabyte RAM og gavmilde 256 gigabyte lagerplads. Prisen bliver 4.099 kroner, fortæller den danske OnePlus-afdeling i en mail til iNPUT.
“Vi har givet den en ekstra skalle med den her special edition – blandt andet har den et helt særligt design, der er selvlysende (ja, du læste rigtigt), men også med en overhalet softwareoplevelse der både har en masse Pac-Man, men også har en særlig, gamified oplevelse. I kan godt glæde jer,” skriver Aske Ryskov Kjær, der er PR-manager for OnePlus Danmark.
I blogindlægget fortæller OnePlus lidt om, hvad der gør OnePlus Nord 2 x Pac-man Edition så speciel. Ud over den selvlysende bagside er der også strøet gavmildt med Pac-Man referencer i selve OxygenOS-brugerfladen. Der er spil, udfordringer og masser af ekslusivt (og skjult) Pac-man indhold rundt omkring i telefonen. Noget af det skal låses op, fortælles det.
Meget mere ved vi ikke om telefonen, men vi er blevet lovet et eksemplar og vores hemmelighedsklausul udløber mandag, så forvent at få alle detaljer der.
I forbindelse med lanceringen afholder OnePlus også en konkurrence, hvor der er mulighed for at vinde telefonen. Den kan du finde på OnePlus’ hjemmeside .