Rygterne har svirret og i dag bekræfter OnePlus, at deres første true wireless hovedtelefoner, OnePlus Buds, bliver lanceret den 21. juli sammen med den billige(re) smartphone OnePlus Nord.
Der er endnu ikke frigivet billeder af hovedtelefonerne, men ovenfor ses et billede af Vivo TWS, som OnePlus trådløse hovedtelefoner sandsynligvis bliver næsten identiske med. Vivo er et søsterselskab til OnePlus og de har en vane med at dele teknologi med hinanden.
“OnePlus Buds er designet til at levere lydafspilning i høj kvalitet og en let brugeroplevelse mens du er på farten, hvilket eliminerer alle ledninger til en virkelig frigørende lydoplevelse,” fortæller OnePlus i meddelelsen.
OnePlus udsendte sine første Bluetooth-hovedtelefoner, OnePlus Bullets Wireless, i 2017.
– Med de nye OnePlus Buds bygger vi yderligere ud vores portefølje af produkter, der giver vores brugere en byrdefri oplevelse, siger Pete Lau, grundlægger og administrerende direktør for OnePlus.
– Vores brugere leder efter den rigtige kombination af fantastisk lydkvalitet, problemfri tilslutning og en let brugeroplevelse. Det er præcis, hvad OnePlus Buds vil levere.
Både hovedtelefoner og den nye OnePlus Nord-smartphone vil blive officielt præsenteret under et virtuelt arrangement den 21. juli. Følg med her på siden for løbende opdateringer …