Pete Lau, grundlægger og chef for den populære kinesiske mobilproducent OnePlus, fortæller i et interview med CNET, at firmaet går all-in på 5G i sin kommende serie af smartphones.
– Jeg vil understrege vores engagement i 5G og vores langsigtede investering. Vi har investeret i 5G i flere år og vi ser dette som den retning det går fremad, og en vi er meget engagerede i, sagde Lau blandt andet.
Det forventes at OnePlus til april lancerer OnePlus 8 og OnePlus 8 Pro, der altså begge vil have 5G-forbindelse. Lau nævnte godt nok ikke telefonerne ved navn, men baseret på kinesernes historik er det næsten så sikkert som amen i kirken.
Gør telefonerne dyrere
Pete Lau advarede dog også om, at 5G-forbindelsen til gøre telefonerne dyrere.
– Vi har altid forsøgt at skabe det bedst mulige produkt til den bedst mulige pris. Men den nye teknologi tilføjer yderligere omkostninger i forhold til 4G-produkter, sagde Lau.
Det er altså givet at de nye 5G-modeller bliver dyrere end OnePlus 7 og 7T-serierne, der kom i 2019. Men de vil sandsynligvis næppe nå op i 10.000 kroner eller over, som nogle af konkurenternes topmodeller. Ja, faktisk benægtede Lau direkte, at de kommende telefoner ville nå op på “1.000 dollars”-prislappen.
OnePlus 7T Pro fra november (læs vores anmeldelse her) blev sendt på hylden med en prislap på 5.699 kroner og der spekuleres i, at de kommende OnePlus 8’ere vil blive omkring en tusindlap dyrere.