Det lader til at blive et spændende Mobile World Congress, der åbner om et par uger. Ud over lanceringer fra Huawei, Samsung og Sony, så har OnePlus også sendt invitationer ud, hvor de lover “en smagsprøve på fremtiden”.
Eventet, der er døbt “Reimagine”, er ikke et traditionelt pressevent, hvor der vises nye produkter på scenen. I stedet er det et socialt arrangement, hvor OnePlus ifølge GSMArena lover “drinks og smagsprøve på fremtiden”.
Det er ret usandsynligt at eventet vil give os OnePlus 7-telefonen, da 6T – som vi har anmeldt her – kun har været på markedet i et par måneder. Men et smugkig eller en teaser på en 5G-telefon virker ikke helt urealistisk. Slet ikke efter at Pete Lau i december måned fortalte, at OnePlus er klar med en 5G-telefon i starten af 2019.
Eller arbejder OnePlus mon også på en telefon med en skærm, der kan foldes? Det lader til at være årets mode indenfor smartphopnes. Både Samsung og Huawei ventes at lancere foldbare telefoner inden februar bliver til marts.
iNPUT er, naturligvis, til stede under Mobile world Congress i Barcelona, så giv os et Like på vores Facebookside, hvis du vil have nyheder fra Mobile World Congress direkte i dit nyhedsfeed.