Det israelske sikkerhedsfirma Check Point Research har opdaget fire sikkerhedshuller i chipset fra MediaTek. De benyttes i 37 procent af verdens Android-telefoner og herhjemme er det blandt andet telefoner fra OnePlus og Xiaomi, der er i farezonen.
Blandt andet bruges MediaTeks chipset i den seneste OnePlus Nord 2 smartphone samt i Xiaomi 11T, der netop er blevet lanceret herhjemme. Sårbarhederne kan udnyttes til at aflytte telefonsamtaler og til at installere apps uden ejerens vidende.
De fire sårbarheder er fundet i nogle af de ekstrasmoduler, der er en del af MediaTeks såkaldte system-on-a-chip. Disse ekstra moduler inkluderer en kunstig intelligensaccelerator og en digital signalprocessor, der udfører lydbehandlingsopgaver.
Ifølge Siliconangle har MediaTek lappet hullerne i oktober måned efter at være blevet kontaktet af Check Point Research, men det er endnu uvist om disse lapper er distribueret ud på brugernes telefoner, da det skal gøres af producenterne.
iNPUT har bedt OnePlus om en en status og vi venter på svaret.
Under alle omstændigheder bør man som ejer af en telefon med MediaTek-chipsæt hurtigst muligt tjekke, om telefonen er opdateret med de seneste sikkerhedsopdateringer.