GadgetsTophistorie

OnePlus Open lanceret: Har “usynlig” fold

OpenPlus Open har "usynlig" fold, spritny Sony-billedsensor og Hasselblad ombord. Nå ja, og så er det den dyreste OnePlus-telefon nogensinde.

Ved et arrangement i Mumbai, Indien, har OnePlus netop præsenteret deres første foldbare smartphone, OnePlus Open. Telefonen vejer kun 245 gram og har en tykkelse på 5,8 millimeter, når den er foldet ud. Ifølge kineserne “kombinerer telefonen den praktiske oplevelse af en smartphone med én skærm og en Pro-tablet uden at fylde mere”.

En af de nyheder, der har gjort det muligt, er det nye Flexon Hinge, der binder telefonens to dele sammen. Hængslet har kun 69 dele i forhold til branchens gennemsnit på mere end 100.

 

Den 8-aksede drejemekanisme og det vanddråbe-formede trykaflastende hængsel hjælper med at holde den synlige fold på et minimum. Endda efter omfattende brug, fortæller OnePlus. Det internationale certificeringsinstitut TÜV Rheinland, har udsat telefonen for 1 mio. testfoldninger, hvilket svarer til langt mere end 100 foldninger om dagen over 10 år.

OnePlus Open

Kameraet har ny Sony-sensor

OnePlus Open er desuden den første foldbare smartphone, der bruger Sonys nye LYT-T808 billedsensor. Den 1/1,43 tommer store sensor kan prale af en pixelstørrelse på 1,12 μm og leverer fotos med en opløsning på op til 48 megapixel.

 

Hovedkameraet suppleres med et 64 megapixel kamera med periskoplinse med 6x lossless zoom samt et 48 megapixel ultravidvinkelkamera med autofokus. Ud over kameraerne på bagsiden har Open også to selfie-kameraer: en 20 megapixel-sensor på hovedskærmen og et 32 megapixel-kamera på coverskærmen.

Takket være OnePlus’ samarbejde med Hasselblad har telefonen også en forbedret Hasselblad Portrait Mode.

Skærmene

OnePlus Open har, i sagens natur, to skærme. Når telefonen foldes ud, åbenbares en 7,82 tommer stor hovedskærm, der er forstærket af tre beskyttelseslag: ultratyndt glas, der sidder over det fleksible OLED, et lag TPU til afskærmning mod fysiske stød og en antireflekterende skærmbeskytter til at reducere hverdagens slitage.

 

Skærmen på ydersiden er på 6,31 tommer og kan prale af en maksimal lysstyrke på 2.800 Nits, hvilket bringer den op blandt de bedste. På det punkt. Begge skærme er 120Hz flydende AMOLED ProXDR-skærme.

Maskinrummet

Kernen i det hele er Snapdragon® 8 Gen 2 Mobile Platform, over-the-top 16 GB LPDDR5X RAM accelereret af OnePlus’ egen RAM-Vita-software og 512 GB UFS 4.0 skrivebeskyttet hukommelse (ROM). Det er ledsaget af et stort 4.805mAh batteri og 67W SUPERVOOC opladning, der oplader batteriet på OnePlus Open (fra 1-100 procent) på cirka 42 minutter.

OnePlus Open understøtter også Wi-Fi 7 ud af boksen og “Dual 5G cellular”-forbindelse.

 

Der er altså tale om en telefon fra øverste hylde – og det bærer prisen da også præg af. Den koster 13.999 kroner. Altså knapt en tusindlap mindre en konkurrenten Samsung Galaxy Z Fold5, da den blev lanceret. Men stadig en høj pris for en OnePlus-telefon. Eller måske ikke? Det ved vi langt mere om, hvis vi får lov til at teste banditten.

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.