Opel har i dag hevet tæppet af den nye Opel Mokka-e. Den anden generation af Opels kompakte SUV er komplet elektrisk har som den første i modelprogrammet fået Opels nye ansigt og front-signatur Opel Vizor og interiøret det nye Pure Panel, der integrerer digitale skærme og fysiske knapper til ”en samlet intuitiv og fokuseret brugerflade”.
– Den er den første Opel, der er elektrisk fra første introduktionsdag og et stærkt eksempel på, at vi tager vores ”Opel goes electric” strategi alvorligt, fortæller Michael Lohscheller, Brand CEO for Opel, i en pressemeddelelse.
Mokka er baseret på en ny version af multi-energi platformen CMP (Common Modular Platform). Ingeniørerne har i særdelshed haft fokus på at holde vægten nede samt sikre en mere vridningsstabil konstruktion. Mokka har tabt 120 kg ift. forgængeren og på den elektriske version, er det, takket være den lavtliggende integrerede batterikonstruktion, lykkes at øge stivheden i chassiset med op til 30 procent.
Mokka er den første model i Opels historie, der er elektrisk fra første introduktionsdag. Opel Mokka-e er udstyret med en motor, der leverer 100kW (136 hk) og 260 Nm moment. Føreren kan vælge mellem tre køreprogrammer – Normal, Eco og Sport. For at spare energi og rækkevidde fra det 50 kWt store batteri, er topfarten elektronisk begrænset til 150 km/t.
Et 100kW DC hurtiglader system, der gør det muligt at lade op til 80 procent af batteriet på 30 minutter, er standardudstyr. Opel Mokka-e har en rækkevidde på 322 kilometer ifølge WLTP i Normal-køreprogrammet og endnu længere i Eco. Mokka-e kan lade med op til 11 kW AC og batteriet har 8 års garanti, fortæller Opel.
Bilens multimediesystem er kompatibelt med Apple CarPlay og Android Auto og fås i en 7-tommer farveskærm eller i den større 10-tommer højopløselige skærm, der begge er integreret i det nye Pure Panel. Der er mulighed for at tilkøbe trådløs opladning af mobiltelefonen og diverse online hjælpefunktioner som OpelConnect, LIVE navigation og eCall, vil også være en mulighed.
Mokka forventes at være i handelen i Danmark i begyndelsen af 2021. Ud over en elektrisk version, vil Mokka blive tilbudt med diesel- og benzinmotorer. Priserne kendes endnu ikke.