ElbilerTophistorie

Opel har fået sin egen billige mikro-elbil

Opel har i dag præsenteret sin nye mikro-elbil, Opel rocks-e, og hvis du synes den minder om noget du har set før, tager du ikke fejl ...

Opel har i dag meddelt, at de sender deres nye mikro-elbil med navnet Opel Rocks-e på markedet i Tyskland i løbet af efteråret. Til næste år kører den ud på flere markeder, loves det. Og hvis du synes, du har set den lille to-personers elbil tidligere, tager du ikke fejl. Bortset fra Opel-logoet er den nemlig identisk med Citroën Ami, der har skabt stor omtale det seneste års tid.

Bede Opel og Citroën er en del af Stallantis Group, der planlægger at sende ikke færre end 11 elbiler på markedet i løbet af næste to år.

 

Ideen bag Opel Rocks-e er at skabe et CO2-venligt køretøj, der egner sig til bykørsel. Den indikerer starten på SUM-æraen – Sustainable Urban Mobility – og skal lukke sprækken mellem scootere og små biler. Den kræver ikke et kørekort til bil, men i Tyskland kan den køres af 15-årige med stort knallertkørekort. Den sidestilles nemlig med en knallert 45. Herhjemme skal man dog være fyldt 18 for at kunne tage stort knallertkørekort.

Der kan, som nævnt, være to personer i køretøjet, der har en rækkevidde på op til 75 kilometer (WLTP) og kan oplades via en helt almindelig stikkontakt. Køretøjet er 2,41 meter lang og 1,39 meter bred. Den vejer 471 kilo inklusive det 5,5 kWh ‘store’ batteri. Det tager tre en halv time at oplade det via stikkontakten.

 

For at diffenrentiere Rocks-e fra Citroën Ami har Opel udstyret sin model med Opel Vizor styling, inklusive LED-forlygter og -blinklys.

Opel Rocks-e
Et kig indenfor i kabinen.

Indenfor er de to sæder forskudt for hinanden, så der er benplads til passageren. Chaufførens sæde kan køres frem eller tilbage alt efter højde; ifølge Opel kan en mand på 1,90 meter snildt være i køretøjet uden at føle sig klemt.

Skærmen på instrumentpanelet viser hastighed (den er på maks 45 km/t) , køretilstand (Drive, Neutral, Reverse), batteristatus og info om forbrug. Der er indbygget holder til en smartphone og den kan kommunikere med bilen via myOpel-app’en.

 

Opel Rocks-e kommer i tre udstyrsvarianter, nemlig indgangsmodellen, Klub og TeKno. Der er endnu ikke informationer om priserne, men Citroën har tidligere lovet, at Ami kommer til Danmark og der forventes en pris på maksimalt 80.000 kroner. Opel Rocks-e vil muligvis være en smule dyrere.

Herunder et par ekstra billeder af køretøjet (klik for større). Du kan læse mere på Opels tyske hjemmeside.

 

 

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.