Gadgets

På trods af fald i iPhone salget – Apple tjener flere penge

I aftes kom nyt regnskab fra verdens største techselskab Apple, og det var gode nyheder – men også med lidt malurt i bægeret. Apples indtjening er nemlig gået 1% frem i forhold til samme periode sidste år – men samtidig er indtjeningen på den helt store guldko, iPhone, faldet med 13%.

Spreder indtægterne på flere kategorier

Apple har tydeligvis en strategi om at sprede sin indtjening ud på andre produktgrupper end iPhone alene, og det viser regnskabet da også ganske tydeligt. Der er nemlig fremgang i stort set alle andre produktgrupper. Overraskende nok går også iPad kategorien frem, fra 4,74 mia. dollars til 5 mia. dollars. Mac ser også en fremgang fra 5,3 til 5,8 mia. Men der er to helt store lyspunkter i Apples regnskab.

 

Tjenester og “tilbehør” vokser kraftigt

Apples satsning på tjenester – altså iCloud, Apple Music og så videre – ser ud til at være helt rigtig. I hvert fald vokser kategorien igen, og den udvikling ser ud til at være ganske stabil, for det samme er sket over de seneste år og bliver nok ikke mindre med lanceringen af Apple TV+ til efteråret. Tjenester kategorien står for en indtjening på i alt 11,5 mia dollars – hvor den sidste år udgjorde 9,6 mia.

 

Også “Wearable, home og accessories” er vokset ganske betragteligt. Det er den kategori, hvori Apple har placeret både Apple TV, Apple Watch og Home- og AirPods. Kategorien er vokset fra 3,7 mia. dollars til 5,2 mia. Tim Cook, der fremlagde regnskabet, var da også yderst tilfreds med de to kategorier.

Nye produkter i alle kategorier

På trods af det gode regnskab viser tallene dog også, at den californiske gigant ikke længere har så godt fat i smartphone markedet som tidligere. For første gang i mange år udgør salget af iPhone under 50% af det samlede salg. Ikke desto mindre kan man også se på det med de positive briller; Apple er ikke længere nær så afhængige af deres telefoner. Samtidig gjorde Tim Cook det klart, at firmaet har nye produkter på vej i alle kategorier, noget der burde kunne påvirke næste års salg positivt.
Apple ventes at lancere nye iPhones ved et event i September. iNPUT dækker som altid begivenheden.

Du kan læse mere om Apples regnskab hos firmaet selv her.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.