ElbilerTophistorie

Panasonic vil forbedre Tesla-batteriet med 20 procent

Om bare to til tre år vil der ikke længere være kobolt i Teslas batterier og få år senere vil de være 20 procent mere energieffektive, lover Panasonic.

Den japanske batteriproducent Panasonic planlægger at booste energieffektiviteten i det batteri, de leverer til Tesla Model 3, med hele 20 procent inden for fem år – og samtidig vil det inden for de næste to til tre år være fuldstændig fri for det dyrebare kobolt. Det siger firmaets amerikanske chef, Yasuaki Takamoto, til nyhedstjenesten Reuters.

De seneste tre år har Panasonic leveret det såkaldte ’2170’-batteri til Tesla Model 3. Batteriet fremstilles i Teslas Gigafactory i Nevada, USA. 

 

Det nuværende batteriet har, ifølge Reuters, allerede den højeste energitæthed på markedet med over 700 watt-timer per liter. Kan firmaet leve op til Takamotos løfter, kan det betyde, at fremtidige elbiler har længere rækkevidde på samme størrelse batteri og / eller at bilerne har samme rækkevidde som nu, men med et mindre (og billigere) batteri.

Prisen kan også få et yderligere nøk ned, hvis det lykkes for Panasonic at skabe et kommercielt tilgængeligt kobolt-fri batteri inden for to-tre år, som lovet. Kobolt er en af de dyre grundstoffer i elbilsbatterierne – og udvindes i øvrigt ofte under horrible forhold. Også Volkswagen jagter en fremtid uden kobolt i batterierne.

 

Tesla får ikke alene batterier fra Panasonic, men også fra konkurrenterne LG Chem og CATL, Contemporary Amperex Technology Ltd. CATL leverer allerede et kobolt-fri batteri til Tesla i form af det såkaldte LFP-bateri, men det er – ifølge Takamoto – ikke engang halvt så effektivt som Panasonics nyeste NCA-batteri.

Teslas Elon Musk har også lovet at afsløre væsentlige batteri-forbedringer under Battery Day, der løber af stablen den 22. september. Her ventes det, at han vil fortælle verden om ’million mile’-batteriet, der udvikles i samarbejde med Panasonic-konkurrenten CATL under kodenavnet Project Roadrunner. 

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.