ViacomCBS Networks International afslører nu, at den animerede serie Hunden Ib bliver første nordiske originale produktion, der kommer eksklusivt til den nye streamingtjeneste Paramount+. Tjenesten åbner i Danmark den 25. marts.
– Vi er altid på udkig efter det bedste indhold over hele kloden, og derfor er jeg også meget glad for at kunne fortælle, at vi har fundet en fantastisk nysgerrig lille hund ved navn Ib i Norden. Dette er vores første skridt i at investere i lokale nordiske produktioner til vores kommende streamingtjeneste Paramount+, fortæller direktør for ViacomCBS i Norden, Jesper Dahl.
Til de, der ikke kender Hunden Ib, så er det en animationsserie for børn, der handler om en lille og nysgerrig hunds eventyr. Første sæson af serien havde premiere i 2016 og fik stor succes overalt i Norden, hvor den blev vist på de nationale public service-kanaler. Den vil være tilgængelig på Paramount+, når tjenesten åbner.
Anden sæson, der bliver produceret eksklusivt til den nye streamingtjeneste, får premiere i sommeren 2021. Serien vil blive produceret i et samarbejde mellem VIS KIDS, der er en afdeling i ViacomCBS International Studios, og det danske animationsstudie MiniCosmos.
Tættere på lanceringen vil der løbende blive annonceret nyt indhold og nye titler til tjenesten. Der er endnu ingen oplysninger om abonnementspriser.