Bagagerumsvolumen er ikke alt. Mindst lige så vigtig er nyttelasten – og mange populære elbiler har det stramt på det punkt. Med fire personer ombord, er der nogle gange meget lille margin til bagage. Overlast er ikke alene farlig, men kan også give bøder, så tjek din bil, inden du kører familien på påskeferie.
Vi har lavet en oversigt over, hvad du må læsse i bagagerummet på de 20 elbiler, der blev solgt flest af herhjemme sidste år. Fem af bilerne har mindre end 500 kilo at gøre godt med, inden passagerer, bagage og indkøb skal ombord.
For eksempel har Tesla Model 3 Long Range en såkaldt nyttelast på bare 388 kilo. Det er det antal kilo, som du (føreren), dine passagerer og jeres bagage må veje. Tilsammen. Med to voksne personer ombord, der hver vejer 75 kilo, er nyttelasten skrumpet ind til bare 238 kilo. Og er der også to børn i bilen, kan du trække 2 x 50 kilo mere fra. 138 kilo kan man hurtigt få læsset i en bil.
En anden populær Tesla, nemlig Model Y, har et kolossalt bagagerum på 854 liter, men en nyttelast på bare 539 kilo. Man skal altså være opmærksom på, hvad man fylder i det store bagagerum, hvis man ikke vil køre med overlast.
Risikerer en bøde
Den samlede vægt i bilen må aldrig overstige bilens ‘totalvægt’. Altså køreklar vægt plus nyttelast. Så kører man med overlast. Model 3 har eksempelvis en totalvægt på 2.232 kilo, mens bilen i sig selv vejer 1.919 kilo (køreklar vægt). Det giver en nyttelast på 313 kilo. Hertil lægges 75 kilo, så den samlede nyttelast bliver på 388 kilo. De 75 kilo er vægten af en gennemsnitsfører, der også er indregnet i tallet for køreklar vægt.
Hvis man kører med overlast, risikerer man en bøde. Desuden forlænger overlast bilens bremselængde, ligesom det forringer bilens køreegenskaber.
Herunder en liste over nyttelasten på de 20 mest solgte elbiler herhjemme sidste år. Husk, der er stor forskel på tallene, selv indenfor de enkelte modeller. Tallene i tabellen her er altså et udtryk for data på konkrete biler, redaktionen har valgt, og ikke nødvendigvis din bil.
[table id=14 /]
Vil du kende det nøjagtige tal for din bil, må du den tur forbi Motorstyrelsen.
Sådan beregnes nyttelasten
Nyttelasten varierer fra bil til bil afhængig af motorstørrelse, gearkassetype og endda udstyrsniveauet. For at beregne din egen nyttelast skal du bruge information om din bils totalvægt og din bils køreklar vægt.
Nyttelast = (Totalvægt – køreklar vægt) + 75 kilo (fører).
Du finder information om din egen bils totalvægt og køreklare vægt på Motorregistret. Her er et direkte link.