Så er der godt nyt til Philips Hue elskerne; hollænderne er klar med en hel række nye produkter. Deriblandt noget af det, der formentlig har været mest efterspurgt; Filament pærer der ligner gammeldags glødepærer. De kommer i tre versioner: En “almindelig” formfaktor kaldet A60, en større og aflang pære kaldet ST64 og en endnu større “globe” version kaldet G93. Priserne starter ved 149 for A60.
Nu også med smartplug
Udover filament pærerne har Hue også præmiere på en ny såkaldt “smartplug”, så du vil kunne tage kontrol over eksempelvis lamper som ikke kan udstyres med en intelligent pære. Hue tilføjer også en lille knap som kan bruges til at fjernbetjene lyset.
Ny Philips Hue Go
Den lille Hue Go får også en opgradering så den nu har indbygget Bluetooth. Det giver især mening på et bærbart produkt som Hue Go, som man kan tage med sig på farten. Tidligere har man ikke kunnet styre den når man var væk fra hjemmet. Udover den nye Go er der også flere andre lamper – blandt andet dem, der slap ud i sidste uge.
Nye produkter på badeværelset
Det udvidede udvalg af Philips Hue Adore badeværelsesarmaturer giver flere muligheder for, at få intelligent lys på dit badeværelse. Med den nye startpakke til indbygningsspots samt en lille og en stor variant af en horisontal væglampe til oplysning af spejle – der alle inkluderer en praktisk Philips Hue Dimmer Switch – er det let at komme igang med smart belysning på badeværelset.
Du kan læse mere om Philips Hue her.