Der er kærlighed — og sød musik – i luften. Philips Hue og Spotify har indgået et samarbejde. Adskillige Phillips Hue-brugere benytter en tredjeparts-app til at synkronisere musik med lyset. Men det er ikke nødvendigt længere. Signify fortalte på et event tirsdag, at de har indgået et dybere samarbejde med Spotify, så den funktionalitet nu bages direkte ind i Hue 4.0 app’en.
Det fungerer naturligvis udelukkende, hvis man benytter Spotify som musiktjeneste. Til gengæld virker det også selv om du ikke er Premium-abonnent hos streamingtjenesten.
Når du har linket din Philips Hue- og Spotify-konto udtrækker app’en metadataene direkte fra hver sang, der afspilles via Spotify, uanset enhed. Derefter laves der et avanceret lysscript, så lyset ikke kun reagerer på sangens takt, men også på genren og stemningen.
– Som verdens førende inden for smart belysning ønsker vi at tilbyde vores brugere nye og spændende måder at skabe personlige belysningsoplevelser. Med integrationen med Spotify tilbyder vi muligheden for at blande lys, farve og lyd og få den fedeste belysningsoplevelse, siger Jasper Vervoort, Business Leader Philips Hue hos Signify.
Der er basis for fest inden for de kommende uger. I Philips Hue-app’ens dukker den nye fane ”Synkroniser” op. Herfra kan du justere lysstyrke, intensitet og farvepaletten på lysene efter ønske.
“Uanset om du slapper af på sofaen, har venner på besøg eller holder fest med en passende playliste, vil du få en ny oplevelse af din favoritmusik og den perfekte stemning,” fortæller Signify.
Philips Hue + Spotify-integrationen rulles ud til brugere af version 4 af Philips Hue app’en fra og med i dag, som en form for ‘early access’. Du får adgang via Udforsk -> Nyheder. Fra oktober 2021 vil funktionen være en permanent del af Hue-app’en, loves det.
På gårsdagens event blev der også lanceret en lang stribe nye Hue-produkter. Dem kan du læse om i en anden artikel.