LAS VEGAS: Det er et år siden at Philips Hue introducerede sin udendørslinje på CES 2018 og i år er de klar med udvidelser. Mest interessant er en ny udendørssensor, Philips Hue Outdoor sensor, der er vejr-resistent, trådløs og batteridrevet, så den kan placeres stort set overalt. Sensoren kan kobles til Hue-app’en og kan automatisk tænde lyset både uden- og indendørs, når nogen passerer forbi. Eller kører ind i indkørslen.
Sensoren reagerer på bevægelser inden for 12 meter og den slår automatisk fra, når solen er fremme. Det vides ikke hvornår sensoren kommer til Danmark, men rygterne siger februar og en pris på omkring 400 kroner.
Nye lamper Ud over sensoren lancerede Hue en række nye udendørslamper. Den billigste i bundtet er en ”projektør”, Philips Hue Welcome Flood Light, til montering over eksempelvis garagedøren. Den sættes til salg for 110 dollars / 999 kroner til februar (i hvert fald i USA) og vil også kunne fås i en dyrere udgave med farvet lys, Discover Flood Light (140 dollars / 1.200 kroner).
Sidst er der Econic-lamperne, der er en serie af tre lanterne-lignende lamper med mulighed for farveskifte. Her starter priserne angiveligt ved 999 kroner.
Philips Hue Econic-serien. Godt nyt til Android-folket Desuden har Hue lavet en række nye integrationer til Google Assistant-brugere. Funktionerne forventes lanceret via en softwareopdatering i marts måned og indeholder blandt andet:
Synkronisering af blid opvågning: Brugere kan sige ”Hej Google, tænd for Gentle Wake Up”, som synkroniserer Hue-belysningen med alarmer på Google Assistant. Hvis en bruger indstiller en alarm via Google Assistant, vil Hue automatisk vække brugeren med Sunrise-funktionen en halv time inden alarmen går i gang.
Gå-i-seng-funktion: Omvendt kan man også fortælle Google Assistant hvornår man vil i seng, hvorefter lyset vil slå over i en varm hvid tone, der gradvist sænkes over en halv time.
Der burde snart være noget om de nye produkter på Philips Hue-hjemmesiden .
Den årlige elektronikmesse CES finder i år sted mellem den 8. januar og 11. januar i Las Vegas, USA. Det er verdens største messe af sin art. iNPUT er naturligvis tilstede ved messen og vil rapportere hjem løbende. Vil du have friske nyheder fra CES direkte i dit nyhedsfeed, så giv os et Like på vores Facebookside .