GamingTophistorie

PlayStation 5 klar inden jul trods pandemi

På trods af benspænd fra COVID-19-pandemien bliver PlayStation 5 konsollen klar til julesalget, lover Sony under fremlæggelsen af det seneste regnskab.

Der skal mere end en verdensomspændende virus til at ændre Sonys planer: PlayStation 5 er planlagt til at ligge under juletræerne i år og sådan bliver det. Det lovede Sony i nat, dansk tid, under fremlæggelsen af det seneste årsregnskab.

“Selv om faktorer som medarbejdere, der arbejder hjemmefra, og begrænsninger på internationale rejser har rejst udfordringer med hensyn til en del af testprocessen og oprettelse af produktionslinjer, følger udviklingen den planlagte tidslinje,” siger Sony i rapporten.

 

I modsætning til Microsoft, der løbende drypper informationer om konkurrenten Xbox Series X, har Sony holdt nogle af de væsentligste informationer tæt på kroppen. Sony har afsløret specifikationer, logo og endda controlleren, men har endnu ikke delt hverken konsollens design, pris eller hvilke next-gen-spiltitler, der flankerer lanceringen.

Apropos Xbox Series X, så har Microsofts Phil Spencer også lovet, at den kommer ud som planlagt – “julen 2020@ – dog med det forbehold, at nogle spiltitler kan være forsinkede. Det behøver dog ikke betyde det store, da Microsoft har lanceret Smart Delivery-programmet, der garanterer, at spil der købers nu, kan byttes ud med Xbox Series X-optimerede udgaver, efterhånden som de udkommer.

 

I øvrigt viser regnskaberne fra Sony, at indtægterne fra gaming-delen, som både PlayStation og spiltitlerne er en del af, er faldet med 14 procent i løbet af 2019, hvilket bare understreger behovet for, at PlayStation 5 kommer og puster liv i markedet igen.

Der er nu solgt mere end 110 millioner PlayStation 4-enheder på verdensplan.

 

Relaterede artikler

Back to top button

Vi lever af annoncer

Hejsa kære læser. Vi kan se, at du bruger en Adblocker. Det er vi superkede af. Som et lille medie er vi afhængige af annoncekroner for at kunne levere gratis indhold til dig. Vi vil derfor bede dig om at lukke for din AdBlocker eller i det mindste give vores site lov til at vise bannere, hvis du gerne vil læse vores indhold. Med venlig hilsen iNPUT.